Ringkøbing te mod helvedesild v/ G. Petersen
Kilde: ÅS, 29/3-04/spørg lægen: Carsten Vagn Hansen


Jeg læser ofte i bladene, at folk søger råd mod helvedesild, men lægen kan som regel ikke hjælpe. Da jeg er klar over, at du ikke tager afstand fra det alternati­ve, med tilhørende gode råd, vil jeg gerne bidrage med et, der kan helbrede helvedesild. Det hedder: Te nr. 5 fra Ring­købing Apotek.

Jeg læste rådet i et blad for mange år siden, og kort tid efter ringede min svigerinde, der havde fået helvedesild i ansigtet. Lægen kunne ikke hjælpe, han fortalte hende, at hvis det bredte sig til øjet, vil­le det gå ud over hendes syn. Jeg fortalte hende om te nr. 5, og hun gik straks i gang med den. Efter 10-12 dage var hun rask og har ikke haft det siden. Nogle år senere hørte jeg om en dame, der også havde fået helvedesild i ansigtet. Jeg ringede til hende og fortalte min svigerindes historie, og hendes mand hentede straks teen. Hun blev også rask.

Så gik der 20 år, og det blev min tur. Jeg fik smerter i venstre side af underlivet og gik til lægen, der sendte mig til sygehuset, hvor jeg blev undersøgt af en ung læge, men kun forpå. Imidlertid kløede jeg mig på ryggen og fik våde fingre. Da lægen så det, sagde han, at det var helvedesild, og "det indlagde de ikke folk for", og "når der var udbrud, kunne de ikke gøre noget". Da vi kom hjem ringede vi til Ringkøbing Apotek, der straks sendte mig en portion te. Jeg drak to kopper om da­gen og var rask efter en måned. En af mine bekendte havde sygdommen på samme tid. Hun fik mit råd, men fulgte det ikke. Det varede et halvt år, før hun blev rask.

Te nr. 5 fra Ringkøbing bliver blandet på Skander­borg Apotek, men man kan også købe urterne og selv blande dem (det bliver til en stor portion).

Der bruges til teen:

20 gram perikum

20 gram lavendelblomst

20 gram brændenælde

20 gram humle

20 gram vejbred

20 gram kamilleblomst

20 gram pebermynteblad

20 gram salvie

Jeg håber, du vil givet mit råd videre til de mange mennesker, der søger hjælp mod helvedesild. Fup, fakta eller tro, så er det ikke skadeligt at drikke urtete.

Lægens svar:
Ud fra mit kendskab til de enkelte urter i teen er der ikke tale om fup. Urterne arbejder sammen som et symfoniorkester af betændelsesebbekæmpende og smerte­stillende stoffer, så jeg vil ger­ne anbefale Te nr. 5 fra Ringkøbing. Det er imidlertid ikke rigtigt, hvad den unge læge sagde. I dag vil man så hurtigt som muligt efter udbruddet af helvedesild sætte ind med et virusdræbende middel i tabletform, for eksempel aciclovir, famiciclo­vir eller valaciclovir, blandt andet for at forebygge kroniske smertetilstande i området, hvilket teen også bidrager til.